Begyndelsen

Hun registrerede godt at han gik bag hende. Det havde han gjort længe, så hun satte farten lidt ned og lod ham indhente sig. Da hun fornemmede at han var tæt på, vendte hun sig brat om og satsede på at den knyttede næve ramte ham på hagen. Det gjorde den ikke, den ramte hans næse. Han var lavere end hun havde forestillet sig. Da han målløs så på hende med blodet flydende ned over sig, smilede hun til ham og fortsatte. Hun undrede sig kort over hvorfor han ikke havde slået tilbage, men bare ladet hende gå. Han var interessant.

Det hele var lidt lettere nu og hun var ved at være fremme, hjemme. Hun fornemmede at luften blev fyldig og duften af natur var befriende. Hun drejede om det sidste hjørne og foran rejste skoven sig.

Hun gik ad den lille sti og vidste at den sluttede, når man kunne se huset. Det ville tage lidt tid at nå frem, huset lå isoleret og var så godt skjult af skoven at man ikke kunne se det på Google Earth. Men hun vidste, at når hun først var der, ville det føles som om hun ikke havde været væk.

Hun havde gravet riflen ned ved det store birketræ, så hun ikke skulle have det med hver gang hun var nødt til at forlade huset. Det eneste hun havde i rygsækken var patronerne. Om der var nok var altid lidt af et sats.

Foran huset havde der samlet sig en lille bunke af visne grene fra efterårets storme og i det mest skyggefulde hjørne af grunden, ned mod elven lå stadig en lille drive sne, selvom det var midt i maj. Hun fandt nøglen og låste sig ind. Huset lugtede dejligt, indelukket og velkendt. Rygsækken smed hun på en køkkenstol, gik ud og satte sig på trappen og tændte en cigaret. Den første cigaret var altid den bedste, for den indikerede at opgaven var afsluttet og at håbet om et nyt liv igen kunne opstå.

Sådan var det altid.

Han drømte meget om kvinder. Han tænkte i det hele taget på kvinder konstant. Han kendte hende ikke. Men der var noget særligt over hende, hun vidste noget som gjorde ham ude af stand til at ændre kurs, da hun satte farten ned. Det overraskede ham ikke at hun slog ham, han havde ventet en eller anden form for reaktion, men at den var så voldsom kom bag på ham. Hans hjerte hamrede, hans næse dunkede og han kunne mærke blodet strømme ned over sig. Han lod det være. Han satte sig et øjeblik på en af stenene langs stien, så blodet dryppe ned i gruset og lod oplevelsen synke helt ind.

Da han nåede kanten af skoven, vidste han instinktivt at hun ville være der. Først havde han ikke tænkt sig at følge efter hende, men han kunne ikke lade være. Ved skovkanten prøvede han at se, om han kunne finde nogen spor efter hende, men hun var som sunket i jorden. Da solen var begyndt at gå ned, besluttede han sig for at gå tilbage til stationen og sin cykel.

Han cyklede hjem og da hans kone forskrækket spurgte hvad der var sket, løj han og sagde at han var snublet over kantstenen. Han skyndte sig ud i badeværelset og tørrede det værste af i sin T-shirt, så han kunne gemme mindet inden han vaskede sig grundigt og så på sin opsvulmede næse. Hans kone kom ud og spurgte om de skulle en tur på skadestuen, men det mente han ikke var nødvendigt. Inderst inde ville han ikke. Han ville fastholde det hele.

Da de havde spist, satte han sig foran computeren og foregav at han havde lidt arbejde han skulle ordne. Han håbede at han kunne finde ud af hvor hun var. Som altid så startede han med jorden – planet earth og bevægede sig langsomt ind mod centrum. Hans centrum var hende.

Siden han havde set hende den dag havde han brugt mange timer på at på at finde hende igen, det var ikke lykkedes, han havde snart gps’et hele området, vandret skoven igennem og alligevel måtte han have misset det blinde spot, hvor hun befandt sig.

Han fandt ikke noget.

Klokken var 5 om morgenen da hun mejede hende ned. Hendes krop fløj ud over cyklen uden at give en lyd. Den eneste lyd var ekkoet i skoven efter geværet. Det havde føltes rigtigt, det var den chance hun fik og nu var det slut. Overstået. Han var hendes, når han kom.

Da han passerede stationen i politibilen, så han hende komme gående med sin rygsæk mod toget. Hun kastede et blik på bilen, så ham sidde der, men fortsatte mod stationen. Da vidste han at hun havde gjort det, at hun også ville have ham.

Der var ingen hindringer nu.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s