Drømmen

 

Drømmen

Rose kan ikke helt forstå hvordan de er kommet hertil. Men spændende er det. Theo sover endnu. Han ånder stille. Hun står op og går ud i gårdhaven. Varmen rammer hende som en tung dyne, som et vacuum, hvor alt fordrejes og hvor stemmer, musik og bilstøj bliver intens på en helt anden måde. Hun sætter sig et øjeblik på en lille stenbænk, den er endnu kølig fra natten. Hun ser sig omkring og får øje på den irgrønne gitterlåge ud til gaden, hvor livet knapt nok er vågnet. Hun åbner den.

Der er stille på gaden, lidt skramlen med potter og pander, samtale i det fjerne, men ellers bare stille. Hun tager en dyb indånding, luften er tung af krydderier, kaffe og varmt affald. Overvældende og kraftige. “Det er fantastisk” siger hun højlydt til sig selv, kigger ned af sig selv og ser at hun har den fine sommerkjole på. Let og lys, som var hun født til at bo her. Hun føler en indre varme, hun er hjemme. Hun lukker lågen stille efter sig og ser sig omkring på gaden.

Gaden er næsten tom. For enden står den første gadesælger og koger dumplings. Det damper omkring ham og duften siver langsomt ned ad gaden. Han er fuldstændig optaget af sit arbejde og ser ikke at Hun iagttager ham. Overfor er en ung kvinde i gang med at koge ris, rense grønsager og stege nudler til familiens morgenmad. Det foregår nærmest helt ude på gaden. Kvinden sidder på hug og har alle sine remedier omkring sig. Lette potter og pander, bambus sivmåtter, små fine kinesiske skåle med det klassiske blå mønster, som Hun kan genkende. Hun synes det dufter fantastisk og da kvinden ser over på hende, sender hun hende et stort smil. Rose føler sig godt tilpas. Hun går lidt ned ad gaden, kigger ind gennem sirligt udformede smedejernshegn til små gårdhaver med papaja, vandkastanier og vajende citrongræs. Hun synes at de kinesiske skrifttegn overalt er fantastisk smukke og da hun passerer et messingskilt lader hun hånden glide let henover. Hun forstår ikke hvad de betyder, men da de er på alle gitterlåger, tænker hun at det er familiens navn. Ved en enkelt gårdhave standser hun og kigger ind. I midten står en enkelt palme og kaster skygge på alle de små krukker med planter. Ved dens fod er et springvand, hvor vandet risler stille. Huset i baggrunden er i to etager og der er ikke rigtig nogen forskel mellem ude og inde. Mange rum er lukket til med mørke skodder, men spisestuen er åbnet, så morgenens kølige brise kan passere gennem huset. Der er endnu ikke dækket op, men en tjenestepige fejer gulvet helt stille. Udenfor i et hjørne af gårdhaven sidder en ældre kvinde på en skammel og rører i de dampende ris. Rose går videre, sætter tempoet lidt op, hun skal nå noget. Hun ved ikke rigtig hvad, hun har bare en følelse af at have travlt.

For enden af gaden drejer hun til højre, hun ved ikke hvorfor, hun ved bare at det skal hun. Hun er på vej hen et sted.

Den næste gade er et inferno af mennesker, mylder, biler og knallerter. Tempoet er hæsblæsende og Hun føler en kaotisk stemning. Omkring hende er der mennesker på vej et eller andet sted hen, som i en bølge af stærk strøm bevæger de sig. De er alle sammen lavere end hende, så hun ser det bølgende menneskehav af sorte hoveder overalt. På gaden kører en strøm af de små lokale buser, proppet til randen med mennesker, der hver især stirrer ud på gaden.

Hun ser sig forvirret omkring, kan ikke finde op og ned på dette kaos. Fortovet er fyldt med glasskår og da hun ser ned på sine fødder opdager hun at hun har bare tæer. Hun bliver forskrækket og alligevel ikke, det er ikke farligt, sådan er det bare. Blodet siver lige så stille fra hende og når hun tager et skridt efterlader hun et tydeligt fodspor. Hun prikker en kvinde på skulderen, “shoes?” og peger på sine bare fødder. Kvinden smiler og tilbyder hende et tørklæde. Hun ryster på hovedet, “shoes?”. Kvinden iler videre og Rose ser sig omkring og kan i det fjerne se en masse klip-klappere i alle regnbuens farver hænge på en væg. Hun kaster sig frem for at komme derhen og vælter en tung skraldespand ned over en lille gammel, furet kone, som falder ud på vejen lige foran en af de små lokale busser. Konen stirrer Hende i øjnene, anklagende og råber et eller andet på kinesisk. Hun rækker hånden frem, “I will Help you, I am so sorry” Konen rækker hånden frem, og straks har en af de mange små mennesker taget den. Hun forsøger at hjælpe, men kan ikke komme til for alle de små mennesker, der hjælper konen på benene.

Hun forsøger at undskylde igen og igen, og indeni er hun forfærdet over at det kunne ske. Det er skamfuldt. Hurtigt er konen væk og kun alle blikkene fra de andre er tilbage. De stirrer på hende, hun føler de fordømmer hende, at der vil ske noget, at hun må væk, de omringer hende, hun hiver efter vejret og forsøger at kæmpe sig frem til butikken med skoene, den er stadig lige langt væk, bevæger hun sig overhovedet? De er overalt, lave hoveder med sort hår, de kvæler hende, trækker hende ned i jorden, ned i sin egen blodpøl, hendes fødder kan ikke mere, de er flænsede af glasskårene, gennemskårne.

Hun hiver efter vejret, stakåndet, får vejret med et gisp og vågner i sin seng. Hun er hjemme. Hun ser ud af vinduet, udenfor synger fuglene, ellers er der helt stille. Theo er taget på arbejde, hun er alene. Hun ligger længe i sengen, fører en indre dialog og analyse af den mærkelige drøm. “Den startede så smukt, ligesom sådan en drøm skal være”, tænker hun. “Og så blev det et mareridt”, Hun kan ikke genkende sine egne handlinger, hun skammer sig over hvordan hun opførte sig. Skammer sig over at hun var så selvisk at hun skubbede den gamle kone. “Hvorfor de blødende fødder?” Hun vælger at tolke den del som et tegn på at hun mistede fodfæstet, at hun mistede sig selv. Alle de små mennesker giver hende stadig ubehag, de gik hende til armhulen og de trængtes tæt om hende, bare ved tanken bliver hun næsten klaustrofobisk igen. Hun tager en dyb indånding, lukker øjnene og prøver at genkalde sig den fantastiske stemning i starten af drømmen.”Den skal følge mig i dag”.

 

Rose laver en lækker morgenmad til sig selv. Solen skinner udenfor, det ser ud til at blive en rigtig fin dag. Hun synes det har været en dejlig sommer i Danmark, ligesom alle andre synes, faktisk exceptionel god. Høj klar himmel, lune aftner og masser af ture til stranden i Hornbæk med aftensmaden i en kurv. De har haft det godt i sommer og Theo har ikke haft helt så travlt som de tidligere år. Han har heller ikke været nødt til at rejse så meget, der er ikke blevet bygget mange nye broer efter krisen satte ind, så det har mest været korte inspektioner han har været sendt ud til. Det har været dejligt at have mere tid sammen og hun kan se at det har været godt for Adam, han er blevet mere åben og udadvendt og har fået rigtig søde kammerater i den nye skole. Hun smiler lidt ved sig selv og tænker at livet indtil videre har været ganske godt for dem.

Hun tager bakken med morgenmaden med ud på terrassen og da hun tager en bid af melonen minder det hende om nattens drøm. Den sidder stadig i hende, den er blevet svagere nu, ikke helt så tydelig og da tanken om alle menneskene og den klaustrofobiske følelse sætter ind skyder hun det fra sig, og tvinger tankerne hen på de smukke små gårdhaver. Hun ser rundt i haven, den er ikke helt så sirligt indrettet, måske det kommer af at der er nok af den. Her behøver man ikke skabe på et frimærke, men kan brede sig og lade naturen være en del af haven.

Hendes tanker flyver frem og tilbage mellem drømmen og virkeligheden, får hende til at længes efter noget, hun ikke rigtig ved hvad er. Måske er det tid, at fordybe sig i et eller andet, at være mere sammen med Theo, eller er det at rejse, hun ved det ikke.

Da hun er færdig med morgenmaden sætter hun en vask over mens hun tager et bad og tager tøj på. Hun har ikke planlagt noget for i dag, det er en af de dage, som skal lære hende at være mere spontan. Da hun er færdig, sætter hun sig på terrassen igen og tænker at der nok dukker et eller andet op. Efter et lille stykke tid, hvor hun ikke rigtig har tænkt noget, bare nippet til sin kaffe, beslutter hun sig for at tage en tur til stranden i Hornbæk. Sommerens minder har vakt lysten i hende.

Det tager omkring 20 minutter at køre til Hornbæk, men hun har god tid, så hun sætter farten lidt ned, så der er tid til at opleve landskabet hun kører igennem. Hver gang hun kører her, tænker hun at det er den civiliserede natur, den friserede virkelighed i Nordsjælland. Her er ingen katastrofer, sult, lurvede mennesker, men pæne plejede marker og gårde, indhegnede skove og vedligeholdte veje. Det er jo lidt kedeligt, tænker hun, men også rart, man føler sig sikker her.

Da hun kommer til parkeringspladsen overfor stranden, stiller hun bilen, finder sin taske med badetøj og går over til stranden. Der er bølger på havet, det ser friskt og livligt ud. Det er ikke fordi der er så megen vind og der er ikke en sky på himlen. Der er heller ikke mange badegæster, for de fleste er det jo en almindelig arbejdsdag.

Hun tager gummiskoene af og begraver sine fødder i sandet. Da hun ser ned på dem kommer hun i tanke om nattens drøm, og ser lige efter en ekstra gang, de bløder ikke. Sandet er varmt på overfladen, men køligt når man stikker fødderne i det. Lækkert, tænker hun. Hun vandrer målbevidst hen mod “deres” sted, men da hun nærmer sig ser hun et ungt par ligge og sole sig. De ser hende komme, så de smiler til hende. Hun går videre og prøver at finde et andet sted, hvor der ikke er for mange sten og tang. Lidt længere henne finder hun et sted, på tilpas afstand fra det unge par og tæt nok på til at hun ikke føler sig alene og bange. Hun anretter sit lille sted med håndklæde, et ekstra som hovedpude,” Turen går til Yucatan” og en dunk med vand. Hun tager tøjet af, så hun kun har badedragten på. Hun er ganske brun, det er sidst på sæsonen og selvom de var nordpå i ferien, har de utallige ture til stranden gjort at hun ikke behøver solcremen mere. Hun tænker, sikken luksus, at man bare kan gøre hvad man vil og ikke skal stå til regnskab for nogen. Det gør hende også lidt urolig, for det betyder jo også at man ultimativt er alene, at man selv er ansvarlig for hvad der sker. Hun tænker længe over hvad det betyder og om tankerne har noget med den længsel at gøre, som hun føler.

Hun ser over på det unge par, de kysser, ikke voldsomt, men forsigtigt som er det første gang. Han stryger hende ned ad ryggen og det ser ud til at hun siger et eller andet, han holder hende i hvert fald ind til sig, og hun sænker sit hoved mod hans bryst. Hun er ked af det, meget ked af det, hele hendes krop synker sammen imod ham og han holder hende ind til sig, holder hende fast.

Rose bliver fortvivlet indeni, er den unge pige ved at dø?, hvorfor er hun så ked af det?. Hun er lige ved at rejse sig op og gå derover for at se om hun kan gøre noget, men hun gør det ikke. Hun åbner i stedet sin bog på en tilfældig side. Der er et billede af et ældre par, furede af rynker, men med smil i øjnene mens de holder hinanden i hånden. De er maya’ere, iklædt deres folkedragter. De sidder på det første trin til pyramiden i ruinbyen Chichén Itzá. Pyramiden rejser sig højt over dem og de ser skrøbelige ud med alle de store grå sten i baggrunden. Billedet får Rose til at tænke på at det vigtigste i livet er at holde fast i kærligheden, hvis man er så heldig at have fundet den.

Hun tænker på dengang hun så Theo for første gang, da han så hende i øjnene, smilede og sagde at han bestemt ikke skulle dø. Den viljestyrke han udstrålede var det, som gjorde at hun faldt for ham. Følelsen får hende til at erkende at det er det hun savner, intensiteten og storheden, at livet ikke bare leves middelmådigt, men leves som var hver eneste dag den første. Det er det, som drømmen betød, i drømmen oplevede hun kun ting, hun ikke havde oplevet før, hun tabte sig selv og det var præcis det, som gjorde det muligt at ændre noget. Hun ved godt at det virker lidt klichéagtigt, men det betyder ikke noget, man er selv ultimativt ansvarlig for sit liv, og det her er hvad hun vil have, hvad hun drømmer om.

Da hun kommer hjem er vasken er for længst færdig. Hun tager tøjet ud af maskinen og hænger det til tørre i haven. Hun dufter til det og smiler ved sig selv, sikken en fantastisk dag. Om lidt kommer Anna og Adam og så skal de have picnic i haven sammen.