Strømmen

Det er årets sidste udendørs bryllup vi er til. Jeg kan ikke fordrage bryllupper, jeg hader at andre er lykkelige, at verden er så forloren omkring os her i lille, trygge Danmark. Men nu er det altså min bror, der skal giftes, så der var ingen vej udenom.
De andre gæster er begyndt at sætte sig. Dem på gommens side har et blåt fleecetæppe og på brudens side er det svagt, svagt rosa. I det hele taget er det hele rigtig pussenusset, som tager ud af det seneste bryllupsmagasin.
Jeg gider ikke sidde der og sludre, der er et kvarter til at bruden forventes at komme og traditionen tro skal hun jo være forsinket, så det er hun nok.
Solen varmer mig i min tynde jakke, og min veninde, som jeg har trukket med for at foregive at jeg har en kæreste, står ovre ved baren med en drink. Hun drikker for meget, det ved alle, men man kan ikke se at der er vodka i appelsinjuicen og hun er sjovere at være sammen med, når hun har fået et par glas.
Jeg står nede bagerst med min iPhone og tjekker om der er sket noget i Boom Beach. Der er en som har angrebet mig, så jeg har tabt en masse guld, træ, sten og jern. Det er ikke godt, jeg havde planlagt at angribe Doktor Terror når vielsen var overstået og der igen skal sludres. Jeg går ned til vandet og tænder en smøg. Himlen er blå og skyerne ligger kun ovre på den anden side af fjorden.

Det døde barn kommer glidende på maven ind med strømmen. Det er jævndøgn og hans mor har trukket ham under vandet ovre ved den anden bred, holdt ham nede til han ikke trak vejret mere. Tog ham op og kyssede ham farvel inden hun lod strømmen tage ham med ind i fjorden. Nu kommer han flydende imod mig.
Først kan jeg ikke se hvad det er, men da han glider tættere på, kan jeg se det er et barn, smider min smøg og vader resolut ud i vandet. Det er koldt, men ikke isnende, så jeg vader så langt ud at det når mig til brystet. Jeg fanger barnet og tager det ind til mit bryst. Han er helt kold, ved at stivne. Jeg holder ham tæt, prøver at give ham min varme, selvom jeg godt ved, at han er død. Jeg ser på ham, han er ikke ret gammel, måske et år. Hans øjne stirrer på mig i en slags forbavselse, jeg fornemmer ikke at han har lidt.

Jeg vender om og går ind mod stranden, går op mod brylluppet, hvor vielsen er i gang. Brudeparret står deroppe under den falske port, der symboliserer deres indgang til ægteskabet. Jeg standser nede bagerst, venter lige på at de får sagt ja og kysset, inden jeg langsomt bevæger mig op igennem rækkerne for at bede præsten om at velsigne det lille barn. Jeg er ikke troende, men det er det rigtige at gøre lige nu.

Gæster jeg passerer ser måbende på mig i tavshed, og smil forstener på min vej.

Brudeparret stirrer fortvivlet på mig da jeg når dem, men siger ingenting, trækker sig til side, så jeg kan lægge det lille barn på præstens hvidmalede havebordsalter med de lyserøde roser. Bruden tager sit slør af og lægger det over den lille krop, mens præsten lukker barnets øjne.

“Vil du velsigne ham?”